Tekst og billeder: Ulla Brønnum
I efteråret til QuilteQuindernes jubilæumsudstilling fik vi besøg af DPF’s daværende kasserer, Anette Wilms. Hun kunne åbenbart lide, det hun så, for hun spurgte, hvorfor vi ikke havde lavet træfplakat til træffet 2023. Det havde vi ikke lige tænkt over, og da var det for sent, men vi kunne da sikkert lave den til 2024.
Jeg fik nogle QuilteQuinder med på idéen, og Anette gik til formanden. Senere blev jeg ringet op af Doris Andersen, som gav os de ønskede mål, ca. 60 x 90cm (det er som én af de små skæreplader), og hun ville gerne have en lidt moderne quilt i et grafisk design. Hun kom med et par hints til inspiration. Disse hints brugte vi også, men den kom til at se helt anderledes ud.
Vi startede med en brain storm over design, materialer, farver og hvordan den skulle opbygges. Vi blev hurtigt enige om, at det skulle være noget med de figurer, som vi bruger, når vi syr patchwork. Baggrund og bagbeklædning skulle være grå, og figurerne skulle være ensfarvet stof i klare farver. Mellemforet skulle være tynd volumenvlies eller termolam. Vi tænkte, at figurerne skulle sys på i sashiko teknik, altså tæt håndsyning. Først afprøvede vi denne teknik på de forskellige materialer. Vi fandt hurtigt ud af, at sashiko teknikken var alt for tidskrævende, og tynd volumenvlies stivede for lidt af.
Så vi valgte at stryge vlisofix bag på nogle stoffer og skære dem ud i forskellige figurer. Det var den sjoveste del af processen, og vi var mange om det, som det kan ses på billederne. Der blev flyttet meget rundt på figurerne, og flere kom til.
Til sidst sagde vi, at nu var ’redaktionen’ slut, og vi strøg figurerne på. Herefter var der nogle af damerne, der limede quilten sammen, og så fik jeg den med hjem for at quilte. Det var ikke nogen nem process. Især cirklerne var vanskelige. Men jeg blev da nogenlunde tilfreds.
Et par af QuilteQuinderne skar den til, satte skjult lukkekant på og et par hjørner til at sætte en pind i.
Voila! Så var den ged barberet!
Seneste kommentarer